Blister i munden (after, blegner)

Del på sociale medierShare on Facebook
Facebook
Share on Google+
Google+
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin

Blister i munden (after eller blegner) er smertefulde sår i mundhulens slimhinder eller på tungen. 15-20% af danskerne har denne sygdom, som der desværre ikke findes mange behandlingsmuligheder for. Blister i munden kaldes også for after.

Mange har prøvet at få et sår i mundhulen eller på tungen og ved hvor smertefuldt det kan være. Men for nogle skal der stort set ingenting til for at der udvikles et sår – og sårene bliver meget værre, gør meget mere ondt og det tager længere tid før det heler. Disse sår kalder man for blister, blegner eller after.

Blistrene kommer når slimhinden i munden eller tungen udsættes for en mindre mekanisk skade. Det kan f.eks. være pga. tandbørstningen, at man har kommet til at bide sig i kinden eller tungen. Eller måske har man spist noget der indeholder for meget syre. Altsammen småting som ikke normalt ville føre til dannelsen af et sår i munden.

Men for dem der lider af blister i munden, skal der ingenting til for at der dannes en blister. Blistrene er typisk ovale og hvide med en rød ring. De ses på tungen, mundbunden, kinden og læbernes slimhinde. Nogle gange kan de også forekomme på den bløde gane. De rammer aldrig den hårde gane eller tandkødet. De tager typisk 2-3 uger om at hele og i hele denne periode har personen smerter i munden. Nogle har kun 1 blister ad gangen, mens andre lider af 4-5 stykker på en gang.

Hvorfor får man blister i munden?

Man ved faktisk ikke hvorfor nogle har en tendens til at få blister i munden og hvorfor andre ikke har det. Derfor er årsagen ukendt. Der er en teori om at blister i munden skyldes en autoimmun sygdom, dvs. at det er kroppens eget immunforsvar der angriber kroppens egne celler – de celler der findes i mundhulen og på tungen. Angrebet sker efter en mekanisk skade og fører til dannelsen af en inflammatorisk reaktion, der udvikler sig til disse blistre i munden. Nogle har spekuleret i om der skulle være en virus eller lign. indblandet, men den har man aldrig kunnet finde.

Blister i munden er i høj grad arveligt. Har man en person i familien der lider af blister i munden er det derfor en øget risiko for at man også får det.

Blister i munden smitter overhovedet ikke! Mange blander denne sygdom sammen med forkølelsessår (herpes virus infektion), men disse to sygdomme har ingenting med hinanden at gøre.

Som med andre autoimmune sygdomme, sker der ofte en opblusning af sygdommen ved stress. Det betyder i stressede perioder vil man få mange sår og de vil måske tage længere tid om at hele. Derfor vil disse personer også hyppigt være meget påvirket af lidelsen i studieperioder hvor de skal til mange eksamener.

Hvad er symptomerne på blister i munden?

Hvis man har sygdommen blister i munden skal man have en tendens til ofte at få disse sår i munden, der er ovale, typisk 2-8 mm i diameter, er hvide og har en rød ring omkring sig. Det er ikke nok at man har fået en blister én gang.

Man kan ofte mærke et par dage i forvejen at hudområdet hvor blisteren snart bryder ud er meget ømt. Når den bryder ud er det meget smertefuldt og brændende.

Ofte påvirker det evnen til at spise, drikke og tale. Især hvis man spiser eller drikker madvarer der er saltede eller sure, kan det gøre ondt. Især bananer, jordbær, nødder og chokolade gør ondt.

Smerterne kan være invaliderende. De kan stråle sig ud, så det også gør ondt i tænderne, kraniet og hovedet.

Hvad kan man gøre for at forebygge blister i munden?

Hvis du lider af blister i munden, kan du godt gøre noget for at forebygge dem. Er du stresset kan det være en god ide at arbejde på at nedsætte denne stress, da stress bare fører til udvikling af flere blistre.

Herudover skal du vælge en tandpasta der ikke indeholder skummingsmidlet natriumlaurylsulfat. Dette skummingsmiddel kan hedde mange ting, men der er en sammenhæng mellem anvendelsen af dette skummingsmiddel i tandpasta og udviklingen af blister i munden. Så vælg en tandpasta uden dette skummingsmiddel. Det kan f.eks. være Zendium der slet ikke indeholder dette skummingsmiddel.

Vitamin og mineraltilskudet Longovital har vist sig at kunne forebygge blister i munden hos nogle. Derfor kan det også være en god ide at tage dette i en periode, f.eks. et år, og se om det hjælper.

Du bør også prøve at forebygge mekaniske skader. Det kan f.eks. være at vælge en blødere tandbørste, for at undgå skader under tandbørstningen. Har du visdomstænder som bider ofte i kinden, kan du tale med din tandlæge om det kan være relevant at fjerne disse.

Kosten har også en del at sige mht. udviklingen af blister i munden. Prøv at undgå:

  • Jordbær
  • Bananer
  • Nødder
  • Chokolade

Følgende husråd er der ikke nødvendigvis evidens for, men det er husråd som har hjulpet andre og som er harmløs at tage:

  • Myrra-dråber (1/2-1 teskefuld i et glas vand 2-3 gange daglig)
  • Klorhexidin (mundskyl)
  • Aftamed (påføres direkte eller mundskyl)
  • Gum aftaclear gel (påføres direkte)
  • Zendium tandpasta (påføres direkte og anvendes som tandpasta)
  • Eddike (påføres direkte)
  • Saltvand (1 tsk i 1 kop varmt vand til mundskyld)
  • Atamon (påføres direkte)
  • Sukkerknald (påføres direkte)
  • Zink som kosttilskud

Har du flere husråd må du meget gerne skrive en kommentar.

Kan blister i munden behandles?

Desværre er behandlingsmulighederne ikke særlig mange ved blister i munden. I meget svære tilfælde kan man vælge at anvende binyrebarkhormoner for at reducere inflammationen. Dette er dog sidste udvej, da bivirkningerne ved binyrebarkhormoner er mange og alvorlige og derfor kan man heller ikke få binyrebarkhormoner hele tiden.

Derfor må mange der lider af blister i munden desværre leve med lidelsen. Det bedste de kan gøre er at prøve at forebygge udviklingen af blistrene og lindre smerterne når de er der.

Mere fokus på blister i munden

Mange lider af blister i munden, som der desværre ikke er nogen behandling af. Derfor kunne det være godt at få samlet nogle flere af de husråd, der har hjulpet med at lindre lidelsen. Kender du nogen er du velkommen til at skrive en kommentar, så får jeg dem samlet på en liste.

Der findes ingen patientforening til blister i munden, og det er svært at finde det lægelige speciale der er ansvarlig for lidelsen. Derfor vil jeg sætte mere fokus på denne lidelse, der rammer mange og som kan påvirke deres livskvalitet markant.

Referencer & billedkilder

Titelbilledet der er anvendt er Public Domain. 

Del på sociale medierShare on Facebook
Facebook
Share on Google+
Google+
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin

8 comments

  1. Her er et godt husråd fra mig. Jeg anvender Myrra-dråber. Efter 12 timer med Myrra-dråber (3×2 dråber) var smerterne væk og dagen efter det hele overstået, fantastisk.

  2. For mig hjalp det at ændre min kost til glutenfri kost. Jeg tror jeg har glutenintolerance eller glutenallergi og at dette kan give blistrene.

    1. Hej Jørgen!

      Dejligt at høre at du har fundet løsningen på dine blister i munden. Fik du testet glutenallergi hos lægen? Generelt vil jeg ikke anbefale at man eksperimenterer med glutenfri kost, uden at have fået testet om man har glutenallergi. Man ser af og til, at hvis man lever af glutenfri kost uden at have glutenallergi, så får man glutenallergi.

  3. Jeg får blister virkelig ofte, og de kommer kun på spidsen af tungen. De bliver store og er der i flere uger af gangen. Jeg børster kun tænder i Zendium og har prøvet alle slags smertelindringer.. Jeg har flere gange prøvet at sygemelde mig, da jeg sjældent sover om natten når jeg har dem, da de sidder hvor de gør og får min tungespids til at hæve så den konstant støder på tænderne – hvilket er ekstremt smertefuldt! Det eneste jeg ikke har prøvet er atamon, så det skal da helt sikkert prøves!

  4. Flere i vores familie kan ikke tåle tomater, med mindre de er blevet skoldet først, æbler skal også skrælles. Spiser jeg en tomat der ikke er skoldet, har jeg mindst en blist i munden dagen efter. Myrredråber på blisten lige før et måltid afhjælper generne, er mit bedste bud.

  5. Jeg får blister hver gang jeg får sodavand, fyldt chokolade og slik generelt – uanset om jeg i forvejen har en skade i munden eller er stresset!
    Holder jeg mig fra sukkerholdige fødevarer, får jeg dem ikke!
    Tænker om det kan være svamp (Candida), da jeg efter en kur mod svamp på tungen, ingen blister havde i flere måneder!
    Tea Tree Oil kan dulme lidt og så er jeg lige blevet ret glad for et produkt jeg har købt i Tyskland; Kamistad Gel. Det er med lidokain og bedøver en smule, så man kan spise uden smerter.

Join the Conversation

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *